mar. 23 ,2018

Kom tæt på - Sund & Stærk

Lærke fra Sund & Stærk er faktisk uddannet sygeplejeske og kan derfor tilbyde en høj faglig viden omkring de produkter hun har i sin butik.

Når du træder indenfor bliver du ramt af meget behagelige – nærmest wellness-lignende - musikalske toner og duftene der rammer dine næsebor er udefinerbare, men minder mest om en blanding af lækre olier, cremer, te og proteinbarer. En sjov blanding, men lukkede man øjnene ville man nemt kunne forestille sig, at man trådte ind på et af de mere luksuriøse spa-steder. Butikken hedder Sund & Stærk og ejes af Lærke.

At nyde nuet og lære af processen

Ligesom vi skal til at starte interviewet, kommer en kvinde ind ad døren. Det er en af Lærkes deltidsansatte – hun skulle egentlig ikke på arbejde, men hun ville lige sige hej, nu hvor hun var inde i byen. De snakker lidt og afslutter med et stort knus. ”Det er jo dejligt, at de kigger ind, selv når de faktisk har fri”, griner Lærke. Hun tilføjer: ”Jeg har simpelthen verdens bedste team! De sødeste og dygtigste piger, som virkelig brænder for den her butik. Jeg elsker dem”.

Som hendes accent afslører, er hun oprindeligt fra Sjælland, men flyttede til Hornbæk i Randers for 7 år siden. Hun er gift med Bjørn og sammen har de seks børn i alderen 3-20 år. Det er tydeligt, at Lærke brænder for at arbejde med mennesker. Hun startede med flere år som sygeplejerske, hvor hun arbejdede på Rigshospitalet, primært indenfor kvindeområdet (blandt andet med fødsler, svanger, gynækologi og på børneafdelingen) og valgte derefter at efteruddanne sig til sundhedsplejerske. ”Som sygeplejerske er dit fokus at ’gøre rask eller lindre’, hvorimod at dit job som sundhedsplejerske er det forebyggende arbejde indenfor sundhedsområdet og dét synes jeg virkelig er spændende.”, fortæller Lærke.


_____________

"Jeg er ikke nødvendigvis drevet af, at skulle nå noget bestemt – processen er vigtig, fordi
den i sig selv bringer mange ting med sig"
_____________

 

Til Lærkes CV kan der også tilføjes både coach og mindfulness-instruktør. Man kan godt mærke det; hun er typen der sætter sig mål og hun er heller ikke bange for at gå efter dem. På trods af en stor indre power, så har hendes coaching- og mindfulness-uddannelser bragt balance på kontoen. ”Jeg har altid været meget målrettet med de ting jeg gjorde. Altid sat mig selv mål og gået efter dem, men jeg er nu blevet meget mere bevidst om processen i alting. Jeg er ikke nødvendigvis drevet af, at skulle nå noget bestemt – processen er vigtig, fordi den i sig selv bringer mange ting med sig. For mig handler det om at nyde nuet og det har også betydet, at jeg faktisk har gået hjemme med mine børn i 7-8 år og nydt vores tid sammen. Det var en fantastisk beslutning og jeg har elsket det”, forklarer hun.

Vi bliver kort afbrudt af en ung mand som kommer ind i butikken. Det var dog ikke en kunde, men Lærkes søn, som lige skulle aflevere noget til hende – de aftaler at tage i Water Wellness senere. Man mærker virkelig, at tiden med børnene står øverst på hendes liste – og det ses tydeligt at være gengældt. De krammer og siger farvel. Lærke fortsætter:


Efter de mange år som hjemmegående fik Lærke nu lyst til at gøre noget andet.  ”Jeg tænkte meget over, hvad der nu skulle ske. Hvad jeg godt kunne lide og hvad jeg var rigtig god til. Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med rådgivning og vejledning og min livsfilosofi er, at vi skal forfølge vores drømme og gribe dét livet og nuet byder på, og følge sin mavefornemmelse. Derfor ville jeg åbne mit eget univers og se hvor det tog mig hen. Jeg ville skabe et rum, hvor folk selv skulle have lyst til at komme og hvor det var mere end ’bare en butik’. Mit udgangspunkt her var først gravide og kvinder. Jeg tænkte over, hvilket sortiment jeg gerne ville skabe for dem, men så gik den kreative proces ligesom i gang og så kunne jeg faktisk slet ikke stoppe igen, så der er selvfølgelig også masser af muligheder for både mænd og fædre herinde”, forklarer Lærke. Hun tilføjer: ”Det her er jo ikke en ’helsebutik’. Det handler ikke kun om helse, men om vores generelle sundhed og derfor har jeg jo alt lige fra proteinpulver fra Bodylab (til samme pris som på nettet) til kosttilskud og hudpleje og med min sundhedsfaglige baggrund kan jeg jo rådgive alle der træner og dyrker sport – mænd såvel som kvinder”.


_____________

"og så er det jo dejligt, at de (virksomhederne red.) har døbt Sund & Stærk til ’den lille butik med det store hjerte’, for det er lige præcist dét den er"
_____________

 

En butik der rummer alle

Lærke har sat en stor ære i, at finde frem til de helt rigtige mærker. Alt står på hylderne af en årsag og hun fortæller, at hun virkelig har brugt lang tid på at researche på de forskellige brands og udvalgt dem helt specifikt. Hun ringede selv rundt i den spæde start og fortalte om sin kommende butik og fik ja fra alle de brands hun ønskede. Nogle af mærkerne har hun endda eneforhandling på i Randers, blandt andet Karmameju. Endvidere kan du også finde det populære La Roche Posay på hylderne, som ellers ikke findes i mere end et par fysiske butikker i Danmark samt det nye danske makeup-mærke ”Miild”.

”På trods af, at det er en lille butik på 35 m2, så rummer den alle; hvad enten du er fitness-entusiast, har allergi, om du er 25 år eller 100 eller blot er bevidst om din sundhed, så er der noget til dig herinde. I dag banker virksomhederne jo selv på og spørg om de må komme på hylderne og det er jo fedt – og så er det jo dejligt at de har døbt Sund & Stærk til ’den lille butik med det store hjerte’, for det er lige præcist dét den er”, fortæller hun, efterfulgt at et stort smil.

Lærke er også rigtig stolt af hendes ’To Go-hjørne’ der byder på alverdens lækre barer, drikkevarer og økologiske To Go-kaffe, te og kakao. ”Jeg ville gerne give folk et sundere alternativ når de skal have mad og drikke på farten - og den bliver brugt af så mange kunder hver dag”, fortæller hun.



Interviewet foregår i butikken og selvom at det kun er en halv time siden, at hun åbnede er der hele tiden et flow af folk herinde. Lærke kan navnene på flere af kunderne og hun fortæller også, at mange af dem kommer flere gange ugentligt. ”Jeg bliver simpelthen så glad, hver gang at en person vælger at komme igen – nogle gange står folk og venter på at jeg åbner og det betyder bare så meget”, siger hun. Hvis man har været forbi Sund og Stærk og har mødt Lærke eller hendes ansatte, så ved man også, at de tager sig tid til hver enkelt kunde. Mange kommer der faktisk netop af den årsag. ”Jeg har faktisk en del unge mennesker som kommer hernede, fordi de godt kan mærke, at jeg tidligere har arbejdet med børn og unge. De kommer her ikke altid kun for at købe noget, men mere for at få en snak og dét sætter jeg altid over, at få et salg ud af butikken”, fortæller hun. Hun tilføjer med et smil på læben: ”Altså, man kan altså også godt bare komme og købe noget og så gå igen, hvis man ikke har lyst til en lang snak”, griner hun. Masser af kunder kommer også bare ind i butikken og køber, det de plejer eller hvad de nu har lyst til den dag. Som hun siger: ”Alle er velkomne!”.

At drage omsorg for sig selv – for at give det videre til andre

I Lærkes nærvær mærker man en kæmpe omsorg for andre mennesker og som hos alle andre, så kræver det, at hendes sine egne batterier også er ladet op. Når hun har fri prioriterer hun sin familie og nærmeste allerhøjest, men derudover elsker hun at bruge nogle timer i Water Wellness. Svømningen blev hendes fristed, da en knæskade satte en kæp i hjulet for hendes ellers store passion for løb, og for Lærke er det ikke kun svømmedelen der skaber god energi i hendes liv. ”Jeg elsker at svømme, men ligeså meget at gå i sauna og aromaterapi – jeg nyder virkelig, at gøre noget godt for mig selv, hvilket hænger godt sammen med min intention om, at jeg ikke altid skal opnå noget, men blot være tilstede i nuet”, fortæller Lærke.



Jeg spurgte ind til, hvorfor at hun har sagt ja til at blive en del af randersshoppen.dk, hvortil hun svarede: ”Da I kom ind til mig og præsenterede det, kunne jeg virkelig mærke, at I brænder for det her. Det var så tydeligt og det kunne jeg virkelig godt lide, fordi det stemmer så godt overens med det jeg selv står for – det var lige i min ånd! At være en del af et fællesskab, hjælpe hinanden frem og sætte fokus på alle de gode ting som Randers som helhed har at byde på – dét er fedt!”.

Vi er ved at runde vores snak af, da endnu et familiemedlem træder ind ad døren, denne gang er det hendes mand Bjørn som er på et lynvisit. Det varede ikke mange minutter, men dog var der plads til et stort kys på Lærkes pande og et ”hav en rigtig god dag” – igen mærker man den stærke omsorg der binder familien og butikken sammen. Jeg forstår efterhånden godt, hvad der menes med, at Sund & Stærk er døbt ’den lille butik med det store hjerte’.

 

Se Sund & Stærks virksomhedsprofil her på Randersshoppen.dk
Klik her