mar. 09 ,2018

Kom tæt på - Klinikken v/ Rene From

René From har haft en lang karriere inden for behandling af idrætsskader og rejst hele verden rundt med diverse klubber inden for fodbold og håndbold.

Han har været en fast del af Randers HK i 17 år som behandler. I 20 år har han drevet egen klinik i Randers, vejledt og behandlet forskellige sportsklubber og samtidig haft faste stillinger hos flere virksomheder i byen. Renés drive og engagement er ligeså stærk, som den kaffe han serverede, da randersshoppen.dk besøgte ham - og lad os slå det fast med syvtommersøm; dén er stærk!

En ankelskade blev startskuddet for karrieren

Lige siden barnsben har der været fart på. René har aldrig siddet stille længe ad gangen og det betyder, at han i dag både kan skrive massør, foredragsholder, underviser og produktudvikler på sit CV. Som ung spillede René selv fodbold og fandt derigennem interessen for krop og sundhed. Som hos mange andre sportsentusiaster, blev det en skade, som satte en stopper for hans hobby. Da hans ankel brækkede to steder, måtte han se det som et "game-over" for hans egen spilletid.

Den udadvendte, unge mand havde allerede dengang et stort netværk, blandt andet bekendtskabet Peter André, som på daværende tidspunkt var læge hos den tyske fodboldklub, SV Werder Bremen. "Peter og jeg havde flere snakke om min karriere og han hjalp mig i gang med massøruddannelsen", fortæller René. Sidenhen er det blevet til mange kurser omkring anatomi, fysiologi, sygdomslærer og mange andre.


_____________

"Kontoransatte er voldsomt belastede i forhold til håndværkere (…)
Jeg vil vædde med, at de vil skrige om at komme ud til deres hammer igen efter to dage på kontor"
_____________

 



I karrierens spæde start var det med hjælp fra Sepp Piontek, som tog René under vingerne hos fodboldklubben AaB. Her blev Renés kompetencer afprøvet under en træningslejr, som betød at han herefter blev en del af holdets behandler-team. ”Da jeg efter nogle år, i 1996, startede min egen klinik op i Randers, var Sepp med til receptionen, hvor han også holdte et foredrag. Det er jeg rigtig glad for, at han ville gøre for mig”, fortæller René. Klinikken v/ René From drives af René selv og med på sidelinjen har han overlæge, Steffen Skov Jensen som supervisor og samarbejdspartner.  Ved siden klinikken, startede René også op som behandler hos Vorup FB i Randers, som gik fra Danmarksserien til og med 2. Division.

I 1998 blev han kontaktet af Randers HK, som tilbød en plads på teamet til ham og Overlæge Steffen Skov Jensen. Det blev til en 17 års rejse med håndboldpigerne. En tid René værdsætter meget højt. ”Det har været en lang rejse med hårdt arbejde, gode oplevelser og ikke mindst en masse personlig- og faglig udvikling”, fortæller han.

For René er der sidenhen løbet meget vand i åen. ”Jeg har i 18 år arbejdet hos Centrum Grafisk i Randers og også haft et par år hos KRIFA, hvor jeg har behandlet de ansatte i arbejdstiden, lagt programmer til dem og lavet APV. Kontoransatte er jo voldsomt belastede i forhold til håndværkere, fordi håndværkerne hele tiden har kroppen i bevægelse – det har de kontoransatte ikke. De sidder statisk foran en skærm og får derfor ondt i nakke, hoved, skuldre, fingre, albuer, ja overalt faktisk. Det er sindssygt hårdt, at sidde foran en skærm en hel dag og selvom at jeg tit hører håndværkerne sige ’de skulle da bare prøve at komme ud på marken’, så vil jeg vædde med, at de vil skrige om at komme ud til deres hammer igen efter to dage på kontor”, forklarer han.


_____________

"Jeg kan ikke lide, at folk spilder deres tid og penge"
_____________

 

Hos René From får du lektier for

På grund af hans mangeårige erfaring indenfor sportsverdenen, kommer der mange klienter med idrætsskader, herunder knæ, skuldre- og albueskader. Det er både elitesportsfolk og den almindelige motionist, som henvender sig hos René og for ham er behandlingen den samme, hvad enten du er eliteudøver eller dyrker motion på almindeligt plan. ”Jeg stiller de samme krav til mine klienter med det argument, at dét at komme fra punkt A til B, er ligeså vigtigt for dit helbred, hvad enten du er eliteudøver eller almindelig motionist. Nogle af mine klienter kan godt finde på at sige ’nu er jeg jo ikke professionel’, men for mig er det underordnet – når de forlader min klinik efter endt behandling, så skal jeg have gjort alt hvad jeg kunne for vedkommende og de skal være tilfredse med deres behandling”, forklarer René.

I klinikken møder han også mange kontorfolk med ryg- og nakkeproblemer. ”Jeg har set så mange eksempler ude på kontorene og jeg ved derfor også, hvad der oftest ligger til grund for deres skavanker. Jeg behandler dem selvfølgelig, men det er også vigtigt for mig, at give dem nogle arbejdsredskaber til deres dagligdag. Jeg kan jo godt give dem 10 behandlinger, men hvis de ikke selv laver nogle ændringer i deres hverdag, så vil problemet jo bare fortsætte – og det ønsker jeg ikke for mine klienter”, fortæller han. Han tilføjer: ”Kommer der en person ind i hos mig og fortæller, at han har ondt i lænden, så starter jeg ikke med at fokusere på vedkommendes lænd, medmindre klienten fortæller, at det kommer af at løfte en kasse sodavand ud af bilen eller lignende, hvor det har givet et jag i ryggen. Men er det kommet kravlende, så analyserer jeg hele kroppen. Det kan jo eksempelvis skyldes at fødderne står skævt, som så giver et forkert træk i ryggen og så starter man der i stedet”, forklarer han.



René har haft egen klinik i snart 20 år, som nu ligger i Dansk Fitness i Randers. Han har behandlet, tapet og rådgivet mange mennesker i årenes løb med supervision fra overlæge Steffen Skov Jensen. Èn ting har dog altid været på samme måde: er han det mindste i tvivl på en skade eller behandling, så bliver vedkommendes situation drøftet med overlæge Steffen Skov Jensen. ”Nogle gange er det en scanning der skal til og andre gange skal det være en test hos en læge, men jeg kunne aldrig drømme om, at behandle mine klienter ud fra et skøn om, hvad skaden muligvis skyldes”, fortæller han.

Hans klienter fortæller, at de oplever ham som et meget ærligt og positivt menneske, som kræver noget af dem. Han giver dem simpelthen lektier for til næste behandling, for som han siger: ”jeg kan ikke lide, at folk spilder deres tid og deres penge”.

”Jeg kræver noget af mine klienter, så behandlingen ikke går helt i stå indtil næste gang. Det betyder også, at de er helt trygge ved at komme her. De ved, at jeg er 100 % tilstede når de er her eller når jeg er ude hos dem i virksomheden”.


_____________

"Jeg har været ansat hos virksomheder, hvor de havde store pilleglas stående med smertestillende, fordi samtlige medarbejdere døjede med migræne, hovedpine og ondt i nakken"
_____________


Hos René kan man som sportsklub eller virksomhed indgå en samarbejdsaftale om "Sundhedstjek af virksomheden". Dette har for tidligere partnere betydet stor reducering af skader og nedgang af sygefravær. I en periode havde René mange, unge drenge fra samme fodboldklub til skadesbehandling. Han synes, at drengene var forbi klinikken lidt for ofte end hvad godt var og han kontaktede derfor deres træner. Egentlig kunne han have holdt munden lukket og tjent de ekstra penge på behandlingerne, men som han selv siger, så gik "nørden" op i ham og følte sig nødsaget til at kontakte holdets træner. De aftalte, at René skulle komme ud og analysere deres træning og opvarmning. For holdet og ikke mindst drengenes helbred, var det den bedste investering de længe havde gjort. Fra at gå fra at have 20 skadede spillere på en halv sæson, havde de nu to i den næste halvdel.

"Det er jo det samme med virksomhederne. Det er ikke ligegyldigt, hvordan de træner eller hvordan de sidder på deres stol. Kontorfolk bruger deres front af overkroppen utrolig meget og derfor sker det, at de falder sammen - simpelthen fordi deres front er stærkere end deres bagside. Det giver ubalancer mellem for- og bagside. Jeg har været ansat hos virksomheder, hvor de havde store pilleglas stående med smertestillende, fordi samtlige medarbejdere døjede med migræne, hovedpine og ondt i nakken. For mig er det er vigtigt, at give dem de rigtige værktøjer, så de egentlig kun har brug for mig engang imellem og at jeg ikke er en fast del af deres ugentlige program".

René har god erfaring med afholdelser af kurser og foredrag ude hos virksomhederne, hvor det gode fysiske arbejdsmiljø og motion er i fokus. "Foredraget "Dine medarbejdere. Deres helbred. Dit ansvar!" vil gavne alle medarbejdernes helbred. Nogle træner måske allerede i forvejen, men det er ikke ligegyldigt, hvordan du træner efter fyraften. Hvis du sidder stille på en stol, foran en computer hele dagen, så er det ikke hensigtsmæssigt at du så tager i træningscenteret bagefter og træner din front endnu mere", forklarer René, som endnu engang fastslår hans ekspertise inden for genoptræning og forebyggende træning.

"René afholder også kurser i blandt andet idrætsskader og som en af Danmarks absolut bedste inden for området, afholder han også kurser om brug af tape".

Randersshoppen.dk giver mig og byen et større netværk

Den store (og utrolig opkvikkende) kop kaffe, som René ved interviewets start serverede for mig, er nu ved at være tom og som afslutning på en fantastisk spændende snak, ville jeg gerne vide, hvorfor at René har valgt at sige ja til randersshoppen.dk. ”Jeg vil selvfølgelig rigtigt gerne skabe nogle flere kontakter her i byen og gøre borgere og virksomheder opmærksom på min klinik. Derudover så synes jeg at randersshoppen.dk er en rigtig god idé for byens udvikling. Jeg kan godt lide tanken om at samle byen i ét stort netværk og det håber jeg – og tror på – at det kan blive. Vores by mangler virkelig noget sammenhold og hvis ikke vi er opmærksomme på det, så dør den”, afslutter han.

 

Se Klinikken v/Rene From virksomhedsprofil her på Randersshoppen.dk
Klik her